Julebudet

Vi har i dag været på Humlum Kirkegaard og lagt en lille dekoration ved mine forældres grav. Det er nok lidt i god tid til Jul, men jeg kommer der ikke så tit. Det er over 30 år siden de døde, og derfor kan det måske være lidt underligt, at jeg vil beholde gravstedet. Jeg kan bare ikke forlige mig med, at det skal sløjfes.
Mine forældre døde med mindre end et halvt år imellem. Jeg havde lige fået mit andet barn og var midt i livet. Det med at de skulle dø engang, det havde jeg i den grad skubbet væk i mine tanker på trods af, at min mor havde dårligt hjerte, og min far havde kræft.
At miste dem, miste barndomshjemmet, som derefter blev solgt, at miste forbindelsen til min barndoms egn, fordi der ikke var nær kontakt til den øvrige familie, at miste alt det, var som at få kappet sine rødder, og det var en sorg så stor, og jeg gemte den inde i mig selv og fik ikke snakket om den, som jeg skulle.
Jeg havde jo et spædbarn og den store pige. Jeg havde mit job, min mand, og livet gik videre. Savnet har jeg altid båret med mig, og det er i dag ikke mindre end dengang. Når jeg hører om nogen, der er blevet over 100 år, kan jeg få den tanke, at det kunne have været min mor, hvis hun ikke var død så alt for tidligt. Nu nærmer jeg mig den alder, hvor min mor døde, og så kan jeg blive frygtelig bange. Tænk hvis..!
Når jeg i dag fortæller barndomserindringer, er det en slags bearbejdelse af min sorg og mit savn, tror jeg. Når jeg i dag har svært ved at smide ting ud, som jeg har fået med hjemmefra, når jeg holder fast i traditioner fra mit barndomshjem, og når jeg holder fast i gravstedet, så tænker jeg, at det er en måde at huske mine forældre på, at bevare mindet om dem og måske også et umuligt forsøg på at flygte fra døden.
Måske er det derfor, jeg holder så meget af denne julesalme:

Julebudet til dem der bygge
her i mørket og dødens skygge
det er det lys, som aldrig slukt
jager det stigende mulm på flugt
åbner udsigten fra det lave 
trøster mildeligt mellem grave.