Livet på stand by

Siden mit seneste indlæg er der sket mangt og meget, både i samfundet, ja hele verden omkring os og også for mig og min familie.

Coronaen hærger stadig. Ialt har 176.000 personer været smittede i Danmark og 1.487 er døde med covid19. På verdensplan er tallene selvsagt meget større, også %vis. Lige nu gælder forsamlingsforbudet til ikke mere end 5 personer ud over den nære familie.

Butikker er lukkede, dog ikke fødevarebutikker. Biografer, teatre ol. er lukkede, sprotsbegivenheder på professionelt plan gennemføres, men uden publikum. Vi opfordres til at holde os hjemme så meget som muligt, stadig spritte af og bruge mundbind. Ja verden er i den grad forandret.

Også vores nære verden her i familien er forandret. Jeg fik i begyndelsen af november konstateret kræft i underlivet. Det viste sig at være æggestokkræft, som har bredt sig til andre steder i underlivet. Jeg har været til scanninger og kikkertoperation i Skejby, og den 22. december 2020 fik jeg den første af foreløbig 3 kemobehandlinger. Så skal det vise sig ved fornyet scanning, om det har reduceret så meget i spredningen, at jeg kan få en større operation. Derefter igen 3 kemobehandlinger.

Det påvirker hele familien, at jeg har fået denne livstruende sygdom. Som jeg har forstået det, er prognoserne ikke så gode for denne type kræft. Nu her 5 dage før jeg skal have kemo for anden gang, har jeg det fint, selv om jeg hurtigt bliver træt. Derfor er det så sært uvirkeligt at tænke på, at jeg måske kun har få år tilbage at leve i.

Min mand er god til at hjælpe og støtte mig. Selvfølgelig klarer du den, siger han. Du er blandt de 40 %, der lever i lang tid. Jeg er heller ikke selv slået helt ud af det. Underligt at tænke på, at jeg for bare ½ år siden kunne få det fysisk dårligt ved at tænke på, at jeg engang skal dø. Nu er det som om jeg kan være i den tanke, og jeg kan fungere og foretage mig dagligdags ting, gå tur, lave mad, nyde at se film og snakke i telefon med venner og bekendte eller været på video-samtale med Trine og børnebørnene.

Vores sognepræst skrev et stykke i kirkebladet op til adventstiden: Gå bare ind i mørket, lyset er på vej. De ord trøstede mig meget, og jeg tænker tit på dem. Jeg er i en slags mørke, men det er o.k. Lyset er på vej - det skal nok gå - alt bliver godt igen. Det tror jeg på, og jeg ved, at Gud er hos mig. Det føler jeg især, når jeg kommer over i kirken. Der har jeg en gang imellem gået over en hverdag, været helt alene, tændt et lys og sat mig på den øverste bænk, lukket øjnene og bare været. Søndags-gudstjenesterne har jeg ikke deltaget i siden min diagnose. jeg vil ikke udsætte mig for corona-smitte. Dog er jeg begyndt at gå til morgen-andagter i kirken. Det foregår 4 af ugens hverdage. Bare 20 minutter med gode ord, musik og stilhed til eftertanke. Der er der ikke så mange mennesker, og det er trygt og godt.

Nu vil jeg gå i køkkenet og lave pandekager sammen med min ældste datter, som er hjemme hos os hver weekend. Hun er også god til at hjælpe mig med mange ting.