07-10-2021

På den anden side

Kræften er jaget på flugt. Om den vender tilbage må tiden vise. Scanningen den 11.-6.-2021 viste, at der ikke er mere kræft at se. Sikke en lettelse.

Jeg får nu piller, Olaparib, som jeg skal have i 2 år. De er efterbehandlende og forebyggende, og jeg får de stærkeste, da min krop tilsyneladende kan tåle dem.

Så skal blodprøver hver måned vise om det bliver ved med at gå den rigtige vej. Indtil nu viser de, at jeg har et godt immunforsvar og ingen problemer i øvrigt af nogen art. Dejligt.

Sommeren har været stille og rolig med småture i omegnen og gradvist mere og mere udadvendte aktiviteter. Vi er sluppet for mundbind de fleste steder og det virker som om coronaen også er jaget på flugt. Mange er blevet vaccinerede, og da jeg er i særlig risikogruppe skal jeg nu i oktober have det 3. stik. Der er dog stadig folk der bliver smittede og er syge, og rundt omkring i verden står det stadig slemt til. 

Her omkring os er der næsten normale tilstande. Vi har dog ikke helt glemt håndspritten - godt for det - og det er sjældnere med knus og kram til folk, der ikke lige er familie eller nære venner.

Vi kan igen mødes til koncerter og fælles arrangementer, i kirken og i bio uden at skulle holde afstand som før, og vi kan synge sammen. Herligt.

Jeg har været på et ophold på Løgumkloster Refugium, en lille uge for kræftramte arrangeret i samarbejde med KIU, foreningen for Kræft i Underlivet. Det var dejlige omgivelser, inspirerende oplæg og nye bekendtskaber. Alle var meget imødekommende og snakkesalige.

Der var dog efter min mening for meget fokus på sygdom, behandling, tilbagefald og bivirkninger. Jeg forstår godt, at der var brug for at fortælle og udveksle erfaringer, men da overskriften var "Tilbage til livet", så havde jeg forventet mere sjov og kreativitet. Bortset fra det, så var det godt at komme hjemmefra og blive vartet op med dejlig mad, være med til morgensang og aftensang i Klosterkirken og gå daglige ture i den hyggelige by.

I fredags var vi til fødselsdag i Tjørring. Frida er lige blevet 3 år. Det var et par dejlige timer hos dem i deres genhusningsbolig. Om 14 dage kan de flytte hjem igen efter en større renovation i deres lejlighed forårsaget af utætte vandrør under gulvet.

Jeg har i dag været til frisør for første gang, fik studset lidt i nakken og lært hvordan jeg sætter min nye korthårs frisure.

I går var jeg med gamle kollegaer til frokost i Da Winti i Selde, hvor vi også så på kunst. Derefter til Kunst i Grønning og så sluttede vi af med medbragt kaffe og lagkage i Laden på Jenle. Dejlig dag.

Min gode veninde, Ruth, er flyttet til Hadsten. Hende skal jeg beøge i næste uge. Jeg glæder mig til at se, hvordan hun bor.