En dag skal vi...

Jeg havde det på fornemmelsen. Så til samtalen den 3. marts 2022 på Onkologisk i Herning var jeg forberedt på at få en dårlig besked.

Alligevel var det en bombe, der sprang. Uhelbredelig syg af kræft. Spredning med metastaser i leveren. Operation ikke en mulighed. Tilbud om ny omgang kemoterapi med ét kendt + et nyt stof samt en behandling med Avastin, et antistof, der skal kunne bremse blodforsyningen til kræftcellerne.

Jeg fik den første kemo + avastin den 11. marts. 14 dage efter avastin alene, og derefter skal jeg igen have kemo + avastin den 8. april. Nu foregår min behandling på det nye sygehus i Gødstrup.

Jeg har tålt behandlingerne indtil nu helt fint, så det er rimeligt med humøret og nogenlunde med energien. Det er uvirkeligt at tænke på, at jeg måske ikke har så lang tid tilbage at leve i, men ingen kan jo sige noget. Efter 3 serier med behandling, sidst maj - begyndelsen af juni, skal jeg scannes igen for at se om det har haft en virkning.

Jeg vil lytte til Nuser, når han svarer på Søren Bruns: "en dag skal vi alle dø".
Ja, men alle andre dage skal vi ikke - da skal vi leve - og det har jeg tænkt mig at gøre. Jeg har ikke de store ambitioner eller ønsker om at komme ud at rejse, gå i teatret eller til koncerter, men jeg vil heller ikke sige nej til de oplevelser eller det samvær med familie og venner, som jeg har lyst til.

Nu er foråret godt på vej, og med det de lyse dage. Lyset i mit mørke er der på mange forskellige måder. TAK for det. 👍